lørdag den 31. december 2011

Tak....

I køkkenet står kæresten-min og steger og braser (mad forstås - det er ikke HAM, der er i gryden, dog!). Han har glædet sig i flere dage til at kræse om nytårsmenuen. Den får fuld skrue og duftene er så småt begyndt at brede sig. Jeg har dækket bord (kongeligt naturligvis!), tændt levende lys i hele huset og puffet en enkelt pude (Man må jo gå ind i det nye år med lidt stand, som min kære Faster sagde i telefonen for et øjeblik siden.)

Vigtige telefonopkald og sms'er er sendt afsted i alle retninger - med gode ønsker for det nye år (og enkelte "PAS NU PÅ" til Teenagerne!)

Nu sidder jeg her tilbage med en hel masse taknemmelighed. Sådan er det med denne tid på året. Man bliver lidt eftertænksom...

2011 har været et vildt år! Jeg kan sagtens. Jeg har så uendelig meget at være taknemmelig over!

- Min hverdag på Papirfabrikken. De mange gode og spændende mennesker jeg møder hver eneste dag. De mange nye opgaver og udfordringer. Løsninger jeg selv må hitte på i øjeblikket. Varmen fra studerende, der på forunderlig vis oplever at det pludselig løser sig. Det går fremad. Der skal så lidt til at løsne.. Det er min største opdagelse dette år. Det er skønt!

- Min familie. Høj som lav. Lige fra mindste-nevøen, der for et år siden var ganske lille, men nu løber omkring og prøver krafter med sproget. Over største-nevøen, der juleaften faldt i søvn med tantens hjemmestrikkede halsedisse og den efterhånden store yndlings-Kiri, der er faldet godt til i det Sønderjydske og giver den som Verdensdame med sin søde Franskmand. Videre til Fasteren mod nord, der sender kærlige tanker og ældste-onklen i Esbjerg, der hellere end gerne lægge øre til mine mange snakkerier. Kusine-besøg fra Ebeltoft. Drillerier fra en hel bunke Teen-fætre - for ikke at glemme de mange 50+ fætre (de er ikke meget bedre!). For til sidst at ende ved mine forældre. Min far der blev 70 i november- det var en dejlig dag, blandt mange gode dage. Tak! 

- Mine gode venner. For snak og skriv. For tanker og altid-nærværelse - ofte på trods af fysiske love! For gamle, nye, halv-gamle, dem der altid har været der, dem der altid vil være der - venner! Da jeg kom hjem fra jul lå der tre breve. Poststemplerne sagde København, London, Sønderjylland...Tak!

- Mange gode oplevelser! Natur, konferencer, besøg, kultur, hverdagsstunder. Tak!

- Min kæreste! Fordi han er her hver eneste dag. Fordi han gør ord overflødige...

Nu vil jeg slutte mit festskrift anno 2011. Jeg ser frem til det nye år - jeg har en fornemmelse af, at det bliver spændende...

På forsiden af Jyllandsposten kunne man i dag læse Møllehaves ord: livet er en gave, men også en opgave. Han har jo helt ret. 2012 er en gave - men vi må selv lægge en masse godt i det. Det vil jeg gøre...

Jeg glæder mig! Tak for i år - vi ses på den anden side!

Nu gives ordet videre til Dronningen af Danmark!

LeLouLaLi

Ingen kommentarer:

Send en kommentar