søndag den 25. september 2011

Efterårsstemning i Botanisk Have

Min underbo spiller højt og fjentligt tossemusik. Han har gjort det hele eftermiddagen. Jeg har strikket. Og gentagende gange forkert. Nu er fejlen så fundet hele to pinde nede, og det var sådan set lige dét, der skulle til, for at slå mig af pinden (!)

Jeg har smækket med døren. Og vedkendt mig, at der skal en del til at få mit humør op igen. 

Derfor forsøger jeg mig med et positivt og solskinsfuldt blogindlæg.

I formiddag var jeg nemlig en tur i Botanisk Have. September viste sig fra sin dejligste side. Her var høj himmel og lav sol. Her var mennesker i striktrøjer og halstørklæder, og andre med bare arme i en solstråle. Her var legende børn og kaffedrikkende tanter. Her var kort fortalt fuld af glade aarhusianere.

Jeg selv nød at solen varmede mig -jeg havde faktisk fået alt for meget tøj på - og at jeg har så skøn natur lige rundt om hjørnet. Haven nærmer sig den 'rodede' periode. De først 'sydligtfrahentede' træer har nået løvfaldet, de mere nordiske træer følger lige straks efter. Det er skønt med natur-rod i mange farver!

Canada-tanker


Trædesten over bækken


Nyudspruget 'ægte kastanje' fra Østen


Lav sol og gule blade i Botanisk Have

Hov! Jeg tror her er blevet stille igen!!! Skønt. Tør jeg mon finde strikkepindene frem igen?

Slutter af med 2. vers af Septembers himmel er så blå af Mortensen og Garff 1949:


Der er en søndagsstille ro
imellem træ'r og tage,
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs
der lyser solskinsgule.




torsdag den 22. september 2011

"Man kan alt. Det umulige tager bare lidt længere tid..."

...sagde en af mine studerende til mig i dag. Og han har jo helt ret. For man kan alt. Eller i hvertfald det meste. Og ofte er det de ydre og ikke de indre begrænsninger, der blokerer for målet.

Jeg har det dejligste arbejde. Hver dag møder jeg stædige, klog og skønne mennesker, der hver især kæmper en lille indædt kamp med bogstaver og krudseduller. Eller med en noget mere kompleks modstander, nemlig dem selv.

Jeg er så heldig, at have et af de der job, hvor man - populært sagt - får meget mere end man giver. Jeg mener ikke man kan - eller bør - køre en cost-benefit-analyse på sin hverdag. Men jeg kan sagtens konkludere, at jeg er i overskud! I morgen skal jeg evalueres. Jeg skal forsvare min faglige synspunkter, mine valg og min omgangsform med mine studerende. Det bliver ikke svært. Mit arbejde falder mig nemlig helt naturligt. Heldigvis.

Kloge ord!


Glædelig torsdag - LeLouLaLi

onsdag den 21. september 2011

Jakke til Jens...og andet hyggelighed

... Jeg har strikket en lillebitte jakke. Til sådan ca. 3,5 kg ren Jens-hed. Det er min kollegas lille nye dreng, og han skal selvfølgelig have lidt varmt til efteråret.

Jakke til Jens, af knap 100g. Alpaca-uld fra Drops

Da klokken i dag slog seksten, sprang jeg ud af Papirfabrikken - der var nemlig lige et passende hul mellem bygerne. Det gav et udmærket påskud til en langsom slentretur gennem Universitetsparken. Her er efteråret for alvor ved at sætte sine spor. Her er smukt og melankolsk, mens blade og kastanjer falder til jorden. Jeg tror weekendes gode vejr, skal bruges til en god gammeldags skovtur. Det har potentiale for en god og smuk opladning!

Brugte blade siger 'tak for i år'


Regntunge bær

I mandags tog jeg endnu en hyggelig 'hverdags-dag i Hjerting'. Vi fik snakket om stort og småt, evalueret Danmarks politiske situation, strikket et par pinde og planlagt lidt forestående rund fødselsdag. Da jeg tirsdag morgen skulle videre på min færd, fandt min far og jeg et gammelt 'maskinrum' fra den Vestjydske jernbanes storhedstid:
Et kig ind gennem vinduet


I det gamle maskinrum fandtes de her mægtige sporskiftemaskiner. Træk 'her' og hele flokken kommer til Skjern, træk 'der' og toget fortsætter ind mod Esbjerg. Det er utroligt så meget historie, man pludselig kan finde inde bag en rude.

...Nu vil jeg skifte spor, og hoppe ud i køkkenet efter én af disse kage:

...Med ønsket om en glædelig onsdag, LeLouLaLi

søndag den 18. september 2011

For et år siden...

... Hvade vi tre eventyrlige dage på Lolland. Kærligheden blev fejret. Løfter blev givet. Og det hele i fantastisk selskab. I dag kan mine dejlige Københavner-venner fejre deres allerførste bryllupsdag.

Jeg håber i fejrer hinanden på behørigvis - og mindes de gode dage... Stort tillykke!

Love U Sweet People!

(Det tætteste undertegnede kommer på en brudebukæt!)


LeLouLaLi

fredag den 16. september 2011

Føjelig fredag...


Sensommer i Universitetsparken

Ugen er ved at nå til ende. Jeg har accepteret at jeg ikke længere orker at halse efter den. I stedet har jeg valgt at føje mig. Jeg er at finde på sofaen, under et varmt tæppe. Jeg er blevet indhentet af en lunken omgang forkølelse. (Jeg er i øvrigt overbevist om, at det er al den togkørsels skyld! Men jeg må vel snart være hærdet?!)

På pladespilleren kører den nye Got you on tape-plade. Kæresten-min står og rock'er den i køkkenet, mens han nænsomt passer laksen på panden. Foran mig står et glas kold hvidvin og en kop varm hjerte-te med Nordjydsk sensommerhonning - ahh!

Resten af ugen må passe sig selv - jeg er stået af. God weekend!

Raskhed i flydende form!

Så lang, så godt...


Det lysner!

... Vi vandt.
En kende knebent kan man mene.
Men i sidste ende er det demokratiet og flertallet der bestemmer. Jeg står ikke tilbage med armene løftet i sejersrus. Jeg er derimod lettere bekymret. Jeg er en af dem, der udelukkende stemmer efter min sociale overbevisning og mit menneskesyn, alligevel kan jeg godt se at vi står overfor nogle skræmmende udfordringer - på flere fronter. Jeg er overbevist om at de gæve kvinder nok skal klare den. Jeg håber bare ikke de spænder - alt for meget - ben for hinanden undervejs!
Jeg havde håbet på en større - og bredere - sejer, ingen tvivl om det! Samtidig må vi erkende at Venstre står på oppositionens priviligerede råbe-ad-de-andre-plads, som Danmarks absolut største parti. Og Dansk folkeparti hænger godt på, som landets 3. største parti. Det er alligevel en kende bemærkelsesværdigt...

Det kan godt være svært at vælge imellem alle bogstaverne når man skal krydse!
(Magnetiske bogstaver fra Tiger ca. 200 stk for 20 kr!)


En ting er dog sikkert, vores nye kvindelig statsminister skal nok holde skinnet på næsen. Den kommende tid kommer til at byde på mange udfordringer fra både her og hisse, så jeg tror min konklusion på nattens valggyser må være... så langt, så godt! Tillykke med valget! Og fortsat god kamp!

LeLouLaLi

torsdag den 15. september 2011

Lysner det...?


Er der lys forude? Husk at stemme!

LeLouLaLi


onsdag den 14. september 2011

Dage med glæde, dage med liv...

Når sensommerens regnfulde hverdag trænger sig på, er det rart at tænke tilbage på de mange gode oplevelser - i gode menneskers selskab - sensommeren allerede har budt på! Det hele begyndte med et besøg fra København. Her blev hygget og kreeret omkring det gamle skrivebord - i selskab med ingen andre end amagerkaneren Stination.

Vi legede med krympeplast, perleplader, strik og hækling... Observerede det dersens Festuge-koncept (på sikker afstand) og snakkede til søvnen indhentede os!

En superhelt i perleplade



Kryppeplast som blev til køleskabsmagnet

Ugen efter holdt jeg fødselsdag for en mindre flok familiemedlemmer. Igen var det det gamle skrivebord, der dannede rammen omkring det gode selskab. Det blev en weekend med sensommersol og varme.

Fødselsdagsbord - med fødselsdagssol...


På mystisk vis endte damerne alle med garn mellem hænderne (herrene øvede sms!)

I sidste weekend var vi på kombineret sygebesøg ved Svigerfaderen og gæstevisit hos Fasteren i Aalborg. Her blev snakket og hygget - med blødt garn, varme stearinlys og kølig hvidvin.

Garn og hvidvin i skøn kombination


Lister man ind og kigger til 'dukkerne', kan man se, at her sandelig også hygges... på gammeldags manér!


Gode mennesker på skovtur (...Vent på mig, sa' fotografen!)

Mit nyeste påhit er "Hverdage i Hjerting" Jeg rejser temmelig meget rundt (og rundt!) i Region Midtjylland, og lige præcis omkring mandag og tirsdag passer det helt perfekt med et stop i Hjerting. Det er efterhånden snart 10 år siden jeg flyttede hjemmefra. Som studerende brugte jeg meget, at rejse hjem i hverdagene og gøre mine selvstudier der. Siden jeg er begyndt at arbejde, er jeg alt alt alt(!) for sjældent hjemme. Så sådan en helt almindelig mandag, med mors mad og snak om aktuelt og uaktuelt gør virkelig godt!

Min hverdag i Hjerting blev denne gang krydret med både storm og strømsvigt - sådan skal dét gøres Vestjylland! Det er i hvert fald tydeligt, at man så befinder sig her. Heldigvis var min Georg-Gear-Løs-Far indehaver af en strømsvigtslæselampe, så krimilæsningen kunne fortsættes:

Svensk krimi på svensk!


Hverdagene kan bare komme an. Jeg er fyldt op af glade stunder!
Knus Leloulali


torsdag den 8. september 2011

"Livet på vrangen"

I anledning af FNs internationale læsedag, har jeg besluttet at udgive et indlæg om demens i litteraturen. Det er et emne der optager mig meget. Demens. Fra et mellemmenneskeligt udgangspunkt.  



Jeg har en tese om, at mange der beskæftiger sig professionelt med demenssygdomme, på et eller andet tidspunkt ønsker at skrive om emnet skønlitterært. Mange forskere inden for de neuromedicinske områder har givet deres episke syn på sygdommene og de mennesker der rammes. Og jeg kan godt forstå dem.

Der findes i dag en bred vifte af ’demenslitteratur’, der som genre har det tilfældes at beskrive mennesket, forfaldet og det endelige. Jeg er overbevist om at denne litteratur udspringer af et ønske om at beskrive det hele menneske og ikke de isolerede elementer man professionelt beskæftiger sig med.

Det er helt klart den neurovidenskabelige tilgang, der dominerer forskningsbilledet for tiden. Hvad der optager mig, er de menneskelige handlinger. Det er hvordan vi omgås hinanden.

Store dele af året 2010 brugte jeg på at skrive speciale om demens - med et sprogpsykologisk udgangspunkt. Nærmere betegnet skrev jeg om dannelse og bevarelse af et selv, når sygdommen Alezheimers demens sætter ind.  

Før, under og efter mit speciale-skriveri læste jeg tre skønlitterere fortællinger, der alle kredsede om Alzheimers demens. Bøgerne er Stadig Alice af Lisa Genova, En fortælling om at glemme af Stefan Merrill Block og Om min mor af Tahar Ben Jelloun.

En fortælling om at glemme følger en skoledreng og hans imponerende forsøg på, at finde en kur mod den tidlige demens, der skånelsesløst rammer hans mor. I sin søgen efter en kur, går det op for ham, at sygdommen er særdeles arvelig. Dette sætter pludselig alting i et helt nyt lys.

I bogen Stadig Alice møder vi den middelaldrende lingvistikforsker, Alice. Igennem bogen oplever læseren, hvordan ydmygelserne tager til i takt med sygdommens indtrængen. Vi oplever sammen med Alice, hvordan hun præsenterer en genial pointe for sine kollegaer, men hurtigt fornemmer at pointen modtages med forlegenhed og nedslåede blikke. Pointen er jo en tro kopi af hvad hun sagde for et øjeblik siden!

I takt med at forståelsen af ord skrumper ind, stiger hendes evne til at fornemme alt det mellem ordene. Alt det der ikke bliver sagt! Et velment og kollegialt ”Det er jeg ked af at høre” kan ikke dække over den angst, der skriger til himlen mellem ordene ”Åh Gud, lad det ikke ramme mig”.


Senere følger vi hende til samtalerne med fagfolkene. Famillien og lægerne taler om hende, selvom hun sidder iblandt dem. Det mest hjertesskærende er dog, at følge overvejelserne omkring, hvorvidt følelserne og kærligheden – den størrelse der sommetider har så stor magt, at den næsten kan materalisere sig foran en – sidder i hjertet eller bag pandevægen? Kan man glemme kærligheden til dem man elsker?

De to nævnte bøger handler begge om tidlig onset Alzheimers - demens, der indtræder inden 65års alderen. I Tahar Bens bog Om min mor møder vi en familie, i hvilken familiens samlingspunkt - den aldrende moder - rammes af Alzheimers.

"Hendes drømme har svært ved at slukkes. De trænger ind i hendes vågne øjeblikke og forlader hende ikke længere. Nutiden får sig nogle knubs. Den skælver, vakler og forsvinder. Den vedkommer hende ikke længere. Hun har gjort sig fri af den, og det bekymrer hende på ingen måde-"

Familien oplever, hvordan moderen langsomt forlader nutiden og i tiltagende grad søger tilbage til en fortid, der er helt og aldeles hendes egen.

"Hun taler langsomt og stille: Jeg er en tiggerske; jeg opsamler tidens visne blade, en dag her, en uge dér, det er længe siden jeg har høstet timerne og lagt dem i en krog af værelset."

Bogens omdrejningspunkt er de farverige og duftfulde markedspladser i Marokko. Stemningerne skifter. Nuancerne flades ud. Livet leves indvendigt. På vrangen.

"I nogle måneder har hun sovet om dagen og ligget vågen om natten. Keltoum og Rihmou klager over det. De siger det er livet på vrangen, for og imod, lys og mørke, hvidt og sort, stilhed og råb. Min mor råber lige så højt som en ung pige. Hun råber til alle at de skal samle sig om bordet og spise og le. Livet skal vende tilbage. Det er ikke længere en blindgyde. Det er dag, en smuk sommerdag i Fez. Alle er med. Måske er jeg også selv en del af disse emanationer som erindringen slipper ud."

Fælles for de tre udvalgte bøger er, at de behandler demens værdigt, men sandfærdigt. Her ligges ikke fingre imellem. Det er skrækkelige sygdomme med grumme forløb. Det er sandheden, som ikke kan forgyldes, selv ikke i skønlitterær form. Hvad bøgerne derimod viser i særdeleshed, er menneskene og den måde vi behandler hinanden på. 

Det er tre meget forskellige bøger, men jeg kan varm anbefalde dem alle tre. Det er tung - men også livsbekræftende - læsning, der er en god modvægt til de paradigmer man sommetider sætter før menneskene. 

Kan man glemme kærligheden? Jeg tror det ikke. Så bliv ved med at give den!

Glædelig international læsedag - Knus LeLouLaLi





onsdag den 7. september 2011

Efterår...

Solen hænger lavt. Det er på tide at geare ned. Det er ved at være efterår.


Jeg har travlt for tiden. Virkelig travlt. Jeg får ikke skrevet alle de indlæg jeg gerne vil skrive. Jeg får ikke ringet til de mennesker, jeg savner i min hverdag og jeg når næsten ikke at påskønne efterårsblæsten og den lavthængende sol over Aarhus.

Hvad jeg derimod når er opstartssamtaler, intro-arrangementer med nye håbefulde studerende, screeninger i bunkevis og papirarbejde i massive omfang. Det er alt sammen spændende - og nyt. Jeg har dog en fornemmelse af, at jeg hele tiden er en lille smule bagefter. Det er jeg ikke. Nærmere tvært imod. Jeg er ikke tynget af mit nye ansvar, og nyder krav og - forhåbentlig - fornuftige selvtagede beslutninger. Jeg har det egentlig meget rart.

Men jeg savner at sidde under en plaid, ringe til en god - og langtvækværende - veninde, skrive indlæg om mine mange fine, smukke, skræmmende, dejlige, store og små oplevelser i de sidste to uger. Læse en bog og strikke en pind. Jeg savner at mærke blæsten og solen. At gå i modvind!

Jeg tror simpelthen jeg savner, rigtigt at mæke efteråret.

Jeg har fundet min "lommekastanje". Det er efterårets fineste (og ældste) tradition herhjemme. Jeg lærte tricket af min farfar. Den første kastanje, man møder på vej ind i efteråret, samler man op og putter i lommen. "Så bliver man ikke forkølet!" Sådan var budskabet da jeg var fire år. Senere blev det til, at man i hvert fald ikke dét efterår fik gigt i dén tommelfinger, som holdt om lommekastanjen. Sådan: trickket er dit! Manden var genial og sikrede sig på fornemmeste vis, at jeg hver efterår sender ham bunkevis af kærlige tanker. Imens jeg knuger min kastanje.

Nyd efteråret i medvind og modvind - der venter tre måneder med selvsamme forude!

Knus LeLouLaLi