tirsdag den 29. november 2011

Juullimut mappersagaq pilerpoq

Nu hvor december hastigt nærmer sig, har jeg kastet mig ud i gen-gen-genlæsningen af Flemming Jensens Vejledning i sælfangst. Det er en lillebitte bog, der let kan læses under en lille togtur tværs over Jylland.

På de knap 93 sider (med store typer!) fornemmer man hurtigt, den udsendte embedsmand - skolelærerens - begejstring og glæde ved landet og folket.
Igennem 12 små beretninger hører vi om vor udsendte embedsmands våde ankomst. Om hans angst for hunde, og om hvordan han ender op med 23 styks af selvsamme. Om kaffemik. Og efterfølgende tømmermænd. Om livet som skolelærer på øen Nunaqarfik. Om utoq-fangst. Og om hvad man kan få tiden til at gå med, i de tre uger man efterfølgende tilbringer på hospitalet - når man er Hr. udsendte embedsmand.

Efter de 93 små sider, sidder man tilbage med en tydelig fornemmelse af den glæde og begejstring der lyser ud af Flemming Jensens beretninger. Bogen er fra 1975 - og man forstår godt, hvorfor han få år efter rejste tilbage for at skrive og optage Verdens Bedste Julekalender!

LeLouLaLi

PS. overskriften betyder sådan cirka "Julekalender kommer snart til at ske"

søndag den 27. november 2011

"Glæde"

Så er det endelig blevet den første søndag i advent!
Som vi synger i Hellden og Hagerups adventsvise, er dagen helliget glæde:

Så tænder vi et lys i kvæld,
vi tænder det for glæde.
Det står og skinner for sig selv,
og os som er til stede.
Så tænder vi et lys i kvæld,
vi tænder det for glæde.


Adventskrans

Jeg nåede lige at få kransen færdig. Den består af grene fra Marbæk Klitplantage, mange meter vikletråd, lidt kobbertråd, stjerneanis, to små fugle, en kastaje i sin skal og naturligvis; fire hvide lys.

Vi ridder stormen af indendøre. Det river lidt i det derude, men vi ligger vist godt i læ af Jyllands højderyg. Vi skulle have haft fødselsdagsgæster fra Vestjylland i dag. Besøget er udskudt til den kommende søndag, da bilen vist ikke kan klare den stive modvind hjem igen.

Det gør ikke noget. Vi glæder os bare til endnu en familie-weekend i næste uge.
I går havde vi nemlig også familiebesøg. Svigermor, Svigerfar, Svigerinden og Største-nevøen tog turen op til Aarhus. Vi havde en så hyggelig dag, at jeg næsten måtte nive mig i armen, for ikke at tro jeg var med i en jule-chokolade-reklame.


Koncentration omkring brætspil...

Største-nevøen havde taget sit Børne-Matador-spil med. Det skulle spilles med Hr. Økonom-onkel. Så efter frokost, gåtur, varm kakao og æbleskive, blev det tid til den store omgang Matador.
Jeg gik i køkkenet med opvasken - og da jeg kom ind stuen igen, sad tre generationer omkring mit sofabord og spillede på livet løs. Jeg listede helt forsigtigt ind og satte mig i stuens eneste ledige stol, fattede et par strikkepinde og NØD den glade stemning! Ih hvor var det hyggeligt! Der blev købt og solgt; isboder og ballonfærder...med snak og grin!


Adventsgave...

I morges begyndte vi dagen med varm kaffe, stearinlys og sørme om der ikke lå en lille adventsgave! Det var en bog fra Berlin. Om Berlin. Gaven var næsten lige så 'ny' for mig, for jeg købte den på vores sommerferie og har gemt den helt til i dag. Så det var et glad gensyn med KastanjeAllee.

Nu har vi tændt det første lys i kransen. Hm... ja, og så sidder vi faktisk nu og venter på en pizza - så luksus-afslappede er vi i dag!



Glædelig advent og gode ønsker... LeLouLaLi

PS. Svigerfar vandt, Største-nevøen slog Hr. Økonom-Onkel på målstregen og Svigermor led nederlag, fordi hun var travlt optaget af snak :)

søndag den 20. november 2011

Til kølige dage...

Vi holder 'hjemme-weekend' i disse dage. En sådan består udelukkende af ingredienser som: hygge, sove længe, snak, god mad, grin, afslapning, strik og film-kik'ning (Twin Peeks - forstås!).

I går aftes fik jeg således - til et par afsnit Twin Peeks - strikket mig et sæt lune håndledsvarmere.

Håndledsvarmere i alpaca


Opskriften er fra det sprit-nye Kreativ Stik (s. 50) Jeg har dog strikket mine på pind 3 og 4 i stedet for pind 4½ og 5 - det fungerede bedst her. De er stirkket af alletiders yndlingsgarn Drops ren Alpaca og her er brugt omkring 30 g. Et fint lille aftenprojekt.

... og for lige at kombinere Twin Peeks og håndledsvarmerne så...

Damn Good Coffee...
LeLouLaLi

PS. Jeg undskylder de meget beskidte fingre. Men jeg har lige viklet en halv adventskrans. Jeg er dog kommet i underskud af 'vikle-tråd', ¨så projektet holder pause, til noget sådant er indkøbt. (Der er jo også en hel uge endnu!)

lørdag den 19. november 2011

"Slå på tråden" - Noget om hvorfor jeg endte med for 15 kr. ren nostalgi...

Tænk engang. Vi går alle rundt med hver vores - mere eller mindre - smarte 'Smartfon' i lommen. Firetyve timer i døgnet, har vi mulighed for live-opdateringer, sms og mms, paratviden fra Google, GPS-kordinationer, synkroniserede kalendre. Ja synkroniserede liv. Næsten.

Vi kan nå hele verden. Med bare et enkelt greb i lommen.

Engang var viden noget man fandt i tykke bøger. En kalendre var noget, der hang på væggen og 15 GB hukommelse noget man havde i hovedet. Skulle man finde vej, måtte man enten spørger sig for. Eller alternativt finde en geografisk gengivelse i papirformat. Og den telefoniske kommunikation var helt afhængig af telefontråden.

Man måtte simpelthen 'slå på tråden', for at komme igennem.

I dag fandt jeg for 15 kr*. porcelænsklokker. Jeg blev helt og aldeles overvældet af nostalgi. Nu står de med hvide lys i. Og man kan kun gisne om, hvor meget sludder og vrøvl, sådanne klokker har lagt ryg til.

*(Hvilket rundt regnet svarer til ca. 15 KB datatraffik)

Tavse porcelænsklokker - nu med lys i..


Da jeg, efter at være blevet beriget med disse smukke tele-stager, drejede rundt om hjørnet, blev jeg mødt af dette smukke efterårstomme træ. Helt tomt var det nu ikke, for på træets grene hang de smukkeste keramik-fugle. Iblandt dem var også enkelte vindklokker, som klingede fint i vinden. Hvem ophavsmanden er vides umiddelbart ikke, men træet og fuglene findes lige ved siden af Klosteret midt i Aarhus.

Keramikfugle i trækronen



Som man kan se på billedet er det mørkt og koldt i Aarhus i dag. "Så er det jo godt, at husene er hule" - som man siger ude vest-på! Jeg befinder mig i hvertfald indendøre i dag - nu med levende lys i nye stager!

God og glad lørdag til DIG!
LeLouLaLi

fredag den 18. november 2011

En halv kilometer gavebånd senere...

Efter indkøb af ikke mindre end en halv kilometer gavebånd (ja, vi taler 500 meter!), 15 meter gavepapir, en halmkrans og små ti meter vikletråd, er jeg tilbage i sofaen.

Jeg har taget hul på julen. Altså det er et lillebitte hul, hvor man lige kan skimte lidt juleglimmer og mærke en svag duft af brændte mandler. Aarhus Midtby er meget længere fremme i julesokkerne. Her er fuld af varme lys, gadeboder og nissetogbaner. Det er sådan set ved at være helt ok. Jeg er klar til noget jul!

Gavepapir fra Netto og bånd fra Søstrene Grene


I morgen skal halmkransen laves om til en form for adventskrans. Projektet begyndte tilbage i efterårsferien og har nu ligget til tørre i en månedstid. Jeg glæder mig til at projektet!

Efter aftensmaden og et enkelt glas vin, fik kæresten min besøg af en kammerat. De sidder i spisestuen og 'vender plader og verdenssituationer'. Jeg er rykket ind i stuen med et par stearinlys, mit nye kreativ strik-blad og en hæklende Stina i den anden ende af sms'erne. Det er sådan set en rigtig dejlig måde, at tilbringe en fredag aften på!

Det er et bemærkelsesværdigt efterår. I sidste weekend blomstrede æbletræet i Hjerting... Skørt. Men mon ikke det nok skal blive jul - engang!

Æbletræ i blomst medio november


Fredelig fredag... til dig og dine LeLouLaLi

PS. Der er indkøbt et par julegaver.. Jeg siger ikke mere, men mon ikke en af dem er til DIG?!

søndag den 13. november 2011

At samle tankerne...

Det har været en dejlig weekend. Intet mindre. Min far fylder 70 år i dag.
Han er blevet fejret med manér! Den gode mand...
Igår havde han samlet hele familien til en hyggelig frokost og i formiddag var gode kammerater - af den slags, der bare altid har været der - samlet til rundstykker. Her blev grinet og gasset - og svinget med de åndelige faner.

Eftermiddagen har fødselaren brugt på kig på gavebordet, opladning og forsigtig bladren i den kæmpe bog om Limfjorden, som han fik i går.

Jeg tror han er lidt overvældet. Det er hans datter.

Så hun gik til havs. Som hun plejer.

Strandpromenaden viste sig fra sin smukkeste side. Faktisk så smuk, så man slet ikke kan indfange skønheden på billeder.

Det var helt perfekt til at samle tankerne...

Strandpromenaden den 13. november

Kølig november eftermiddag ved Hjerting


 LeLouLaLi

onsdag den 9. november 2011

Forberedelsestid...

...Min aften er helliget forberedelsestid. Jeg skal pakke min taske, min ryksæk og en lille stak gaver. For i morgen drager jeg, over kontoret i Herning, videre mod Hjerting. På forlænget weekend. Og til fødselsdag!

Jeg glæder glæder glæder mig. Og ser frem til fire gode dage i godt selskab!

...kufferten skal pakkes...


Varm og glædelig onsdag til dig - LeLouLaLi

søndag den 6. november 2011

"Jeg er fordi du er.."

"Jeg er fordi du er" er et citat fra bogen Det jeg elskede af Siri Hustvedt. Bogen er af en art, som man ikke bare sådan lægger fra sig. Det er en uge siden jeg læste den færdig. Den har nu stået i boghylden et par dage, men jeg har alligevel fundet den frem igen.

Mon ikke den bliver lige så slidt, som 'Bare Sammen'?

Handlingen foregår i New York og strækker sig, som en mindre familiekrønnike igennem tre årtier. I bogen møder vi to familier. Eller rettere to mænd - og deres familier. De to mænd mødes i en samtale, der hurtigt tager en drejning mod et dybt og altomfattende venskab. Senere kommer der hustruer, børn, karrierer og hverdage ind i billedet. Men grundlæggende er det venskabet de to mænd i mellem, vi følger.

Bogens personer er alle mere eller mindre involveret i det kunsteriske miljø i det brune fløjelsprægede New York. De udøvende kunstnere rækker frem og tilbage i tiden efter inspiration og efterladenskaber. De forsøger at presse betydninger og liv ud af kunsten, men er det mon opbyggende eller nedbrydende, for det liv der leves i nutid?

Udover de to familier møder vi også den sindsyge onkel, den altopofrende barnepige, de exentriske unge eksperimental-kunstnere og ikke mindst Dave, den ensomme mand på en børnetegning.

Et tragisk dødsfald skaber dybe skår i livet. Endnu et øger smerten og de efterlade tvinges til at måle om deres kærlighed virkelig rækker, helt der ud, hvor det virkelig gør ondt.

Det er en fortælling om at tømme luften for ord - og turde se, hvad man står tilbage med. Den har stærke passager, (bl.a. den om Dave på børnetegningen!) der kan læses igen og igen. Jeg anbefaler den varmt!

God læse-søndag indendøre... LeLouLaLi

lørdag den 5. november 2011

Perlestrik og perlekæder...

Jeg vil gerne trække min anbefaling af bogen Vild med garn tilbage. I sidste uge kastede jeg mig over Rosetta håndledsvarmerne - men jeg kunne hurtigt se, at opskriften var helt forkert. I går aftes begyndte jeg på den smukke vest; Chunky af Lene Holm Samsøe. Jeg havde læst opskriften igennem og da jeg var færdig med det perlestrikkede rygstykke og skulle igang med mønstret over bærestykket var der ingen symboler i signaturforklaringen. Bogen er propfuld af fejl!
Det er surt og ærgerligt, at bruge så lang tid på arbejdet og så ikke kunne færdiggøre det. I dag var jeg i forskellige boghandlere for at se om der findes en korrekturlæst version. Det gør der desværre ikke - endnu. Eksamplarene i butikkerner er udelukkende førsteudgaver. Jeg har set fejlene omtalt et enkelt sted på nettet - så det er altså ikke kun mig der er galt på den. Nu har jeg taget konsekvensen, og skrevet til forlaget om fejlene. Jeg håber de bliver rettet, dels så min vest kan blive færdig, og så selvfølgelig fordi det er en fin og finurlig bog.

Nu er strikketøjet lagt til side - det kan ikke betale sig at ærgre sig over det længere - og i stedet har jeg fundet de smukke perler frem, som jeg fandt i sidste weekend. Det er blevet til forskellige variationer af  'natur-kæder' på lædersnor. Og mon ikke her blev produceret lidt adventsgaver? ;)

Min egen kæde med keramik- og lavasten.


 Ønsker en god lørdag aften... LeLouLaLi

fredag den 4. november 2011

Tilbageblik...

...på en lang og begivenhedsrig uge!

Jeg sidder i min sofa. Hjemme. Jeg har tændte stearinlys i vindueskarmen. I baggrunden er tv'et tændt - jeg hører/skimmer en 'Kim Larsen-koncert' fra DRs koncerthus. Her er hygge og ro - og dét er altså lige hvad jeg har brug for.

Det har været den vildeste uge. Og jeg har halset efter den. Langt efter. Sådan føles det i hvertfald.
Mine dage har været lange. Flere dage er jeg bare lige nået hjem - og så direkte i seng, efter en stående indtagelse af en rugbrødsmad. Vi har travlt på Papirfabrikken. Meget mere end nogen havde forudset! De næste to uger ser umiddeltbart lige så vilde og travle ud. Men jeg hænger på. Og glæder mig over at mine dage trods alt flyver afsted, med meningsfuldt indhold.

Hov, netop nu spiller Hr. Larsen min yndlings "Jeg sætter lys, lys i mit vindue..." Undskyld mig. Jeg nyder lige det nummer, inden jeg fortsætter!

Så er jeg tilbage.

I den forgangende weekend var jeg i selskab med Stination på Kreativ-messe i Fredericia. Det var en stor succes og vældig hyggeligt! Stination mødte mig på Fredericia banegård med hjemmebag og hjemmegjort ørevarmer. Fantastisk!

Vamset varm ørevarmer!

Garn og perler

Dagen fløj afsted, med masser af indtryk(!) og inspiration for både øje og øre. Vi hørte inspirerende oplæg og sugede til os af de mange lækre kreativiteter. Og så fik vi indkøbt lidt særlige lækkerier. Jeg faldt for nogle fine små keramikperler og nogle massive lavastensperler. Og så var der jo garnet! Både Tante Grøns økologiske bomuld og Rasmillas yndlingsgarn fandt vej til Aarhus. Og indtil nu kan jeg kun bekræfte, at det er nøjagtigt lige så lækkert, som der hviskes her i Blogland!
Det endte faktisk også med, at både Stination og jeg selv blev abonnenter på Kreativ Strik. Jeg håber vinteren bliver en rigtig 'strikkevinter'. Jeg har i hvertfald samlet spandevis af inspiration... og pindene er varmet op!

Denne weekend skal bruges på opladning. Udelukkende. Jeg tror vi gentager successen med en skovtur med kvali-kaffe fra Trøjborg. Det så sådan ud sidste søndag:


Øko-kaffe på en træstamme...

Mine skriverier har den seneste tid begrænset sig til alvorlige sager som rapporter, udtalelser og erklæringer. Saxos forfatterskole har der desværre slet ikke været tid til. Jeg har dog læst lidt med over skulderen på de indkommende indlæg. Jeg selv må dog nok melde hus forbi i år - øv altså.
Til gengæld får jeg læst en hel del på mine mange togturer. Lige nu er jeg i gang med Hvide tænder af Zadie Smith. Det er en vældig sjov og fornøjelig bog. Sproget springer nærmest ud af siderne, så levende er det! Fantastisk!
Og så må man huske på, at der er tre lydbøger til gratis download på www.dr.dk/lydbogsprisen  - Bogen om 'den hundredårrige' kan anbefales. Jeg har læst det på svensk. Og den foregår bl.a. i den lille by jeg strandede i en augustnat i år. Hm..

Nu vil jeg gribe et par strikkepinde... Glædelig fredag til DIG!