Viser opslag med etiketten store og små. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten store og små. Vis alle opslag

onsdag den 12. juni 2013

Blog-blog!

Jeg får simpelthen ikke blogget for tiden. Det er som om at det finurlige Instagram har overtaget min digitale verden for en stund. Det er her og nu - og kræver ikke de store overvejelser. Et billede siger mere.. ik. Jeg vil dog alligevel holde liv i bloggen. Her er lidt mere tid og plads til fordybelse, detaljer og alt det andet, som måske ikke altid kan indfanges på linsen.

Her er i første omgang lidt glimt for de sidste dage...


                  
 
Sommeren er for alvor kommet til Aarhus - skoven er grøn og min altan står i blomst. Det er skønt med skønt på!

                  

I weekenden havde jeg besøg af mine to nevøer. Den største blev her på en to-dags-ferie. Det var hyggeligt og sjovt! Og så har jeg fundet ud af at Aarhus Ø simpelthen må have Danmarks smukkeste busstop - se selv på det nederste billede! Fra en helt almindelig mandag morgen!

LeLouLaLi
     

søndag den 5. maj 2013

Fra kyst til kyst

Min weekend har strakt sig fra kyst til kyst - fra øst til vest og tilbage igen. Det har været en eftertænksom, hjertelig og kærlig weekend.

I fredags var det et år siden jeg mistede min mor. Det var en speciel dag - men jeg savner hende jo hver eneste dag, så på den måde var dagen hverken mere eller mindre... Vi satte lysegrønne roser i Jerne og tilbragte ellers dagen i haven og ved Vesterhavet.

Lørdag stod den på Faster-besøg... Jeg fornemmer at hun, ligesom vi, er faldet for Isbjerget. Vi fik os en god gåtur langs haven og i Risskov. Heldigvis er min far uofficiel verdensmester i at holde garn til opvinding, så vi fik også lige taget et par hundrede meter på den front, så nu kan jeg endelig komme videre med mit stumpe-strik :)

I dag, søndag, har vi været til barnedåb hos gode venners yndige lille datter. Nu har jeg netop afsluttet en dejlig telefonsamtale med min meget-gravide-yndlings-københavener siddende på havnekajen med aftensolen i nakken.

En helt fantastisk weekend! Mandag kom bare an....



søndag den 28. april 2013

Weekendliv...

Jeg har brugt bededagsferien godt og grundigt. På mental opladning. Det er der behov for, for vi kæmper som vilde på arbejdet i disse dage.
Det er spændende, men også hårdt, så det er rart at kunne lade op i skønne omgivelser. Ikke et ord mere om arbejde. Jeg holder fri! Weekenden har budt på 'havnerundfart i aftensol', på 'gammelkoneslik og -krimi' lørdag aften, på gode 'gæster til frokost' og 'aftensol i hele stuen' takket være de mange 'is'-toppe omkring os. Det hele er foreviget via Instagram - og nu også på bloggen.

Jeg har næsten ikke strikket - men dog pillet op. Sådan noget stumpestrik skal helst være helt ensartet og jævnt for ikke at blive til 'kludestrik'. Jeg planlægger at tage hævn bag pindene om lidt.

God søndag - og god uge! LeLouLaLi



søndag den 21. april 2013

Min miniblog...

Jeg har opdaget, at der sommetider er lidt langt mellem mine indlæg her på bloggen. Til gengæld er jeg blevet flittig bruger af Instagram. En hel del af mine læsere er ikke på Insta, så jeg vil forsøge at lave en lille opsummering her på bloggen også.

Min weekend er fløjet afsted med altanvejr, vennebesøg, loppemarked og morgenkaffe ved Aarhusbugten. Det sjove ved Instagram er, at det er 'lige nu og her', men sådan et lille aftenoverblik viser nu meget godt, at jeg da vist har fået brugt min weekend godt og grundigt :)

Jeg er klar til en ny uge - jeg håber du er lige så klar!

torsdag den 28. marts 2013

Strik på falderebet....

Min bestillings-Honey nåede lige at få påmonteret den sidste knap og dampe af inden formiddagens gaveudveksling. Det har holdt hårdt med at få den færdig, på trods af, at er 'den sædvanlige' Honey-cardigan fra Amimono 2010.
Denne gang har jeg strikket den med en del ændringer. Halsåbningen er blevet væsentlig bredere og så har jeg forsøgt mig med lange ærmer. Det sidste krævede en del tællearbejde, da ærmerne skulle være smallere omkring håndledene og nederst på ærmet, men samtidig holde hulkrus-mønsteret.
Til en størrelse medium er der brugt knap 70 gram Supe Kid Seta og omkring 150 gram Blackhill Højlandsuld fra garnudsalg.dk.

Den er blevet let og luftig og jeg er helt bestemt tilfreds med resultatet - det er jeg ret sikker på den nye ejer også er...