fredag den 18. oktober 2013

Hallooo...

Hallooo... virker bloggen mon endnu?
Må ikke her skal støves af og flyttes ind igen nu i anledning af efterårsmørket og de lange aftner? Det tror jeg nok!
Vender straks tilbage!

LeLouLaLi

lørdag den 20. juli 2013

Sommerferie

Jeg holder sommerferie på snart 3. uge. Den er tiltrængt - og på sin vis også fortjent. Den nydes langsomt og med største fornøjelse. Jeg har ikke haft de store planer, for kæresten-min skriver speciale og skal bevare en vis hverdag og arbejdsmoral. Jeg sender ham glad afsted og nyder sommersolen både i Aarhus, København og i Hjerting. Jeg bruger dagene på små projekter, udflugter og rart selskab. Her følger lidt billeder:













Det er en skøn sommer! Jeg nyder at 'drive den af' under solen! Jeg håber din sommer er lige som du ønsker den! :) Leloulali










onsdag den 12. juni 2013

Blog-blog!

Jeg får simpelthen ikke blogget for tiden. Det er som om at det finurlige Instagram har overtaget min digitale verden for en stund. Det er her og nu - og kræver ikke de store overvejelser. Et billede siger mere.. ik. Jeg vil dog alligevel holde liv i bloggen. Her er lidt mere tid og plads til fordybelse, detaljer og alt det andet, som måske ikke altid kan indfanges på linsen.

Her er i første omgang lidt glimt for de sidste dage...


                  
 
Sommeren er for alvor kommet til Aarhus - skoven er grøn og min altan står i blomst. Det er skønt med skønt på!

                  

I weekenden havde jeg besøg af mine to nevøer. Den største blev her på en to-dags-ferie. Det var hyggeligt og sjovt! Og så har jeg fundet ud af at Aarhus Ø simpelthen må have Danmarks smukkeste busstop - se selv på det nederste billede! Fra en helt almindelig mandag morgen!

LeLouLaLi
     

onsdag den 5. juni 2013

Sommer-smykker...


Jeg har brugt eftermiddagen denne Grundlovsdag på at lave mig et sæt 'sommer-smykker'. Jeg er ret glad for sølvsmykker og har det sidste år (!) båret min mors sølvarmbånd på mit venstre håndled. Det har jeg sådan set ikke tænkt mig at lave om på, men nogle dage må der godt komme lidt ekstra til. Det kommer der nu! 

Jeg har ofte vindueskigget hos den yndige smykke- og perlebutik Think Pure - Jigsaw i Buuns Gade. Da jeg kom forbi forleden dag, var butikken stuvende fuld - de havde (desværre) ophørsudsalg. Med 40 - 50 % på perler og smykketilbehør blev jeg fristet. Det er jo en sand skattekiste at komme ind i, og jeg kom derfra med materialer til i hvertfald et par fødselsdagsgaver (... og jeg ved lige præcis hvem der skal have hvad! :)

Det blev dog også til et lille sæt til mig selv. Et sølvarmbånd med to sølvstjerner og en lang halskæde med en mat, hvid glasperle, en grå-meleret sten, to sølvstjerner og to sølvblade. Kæde er lidt 'rodet', men det matte og det skinnende passer fint sammen. 

                                    

           

                                                     


På forretningens hjemmeside jigsaw.nu kan man se instruktioner til både armbånd, øreringe, kæder og alt muligt andet smart. 

I morgen er det en hel almindelig tør-torsdag, så er det da helt på sin plads at smykke sig, ikke?

                                       


God og glad Grundlovsdag til dig!
LeLouLaLi


   

onsdag den 29. maj 2013

Hverdage...

Der er lidt stille på bloggen for tiden. Jeg har haft ret travlt med den der 'hverdag', du ved!
De sidste uger har været travle på arbejdet. I går indsendte vi en omfattende ansøgning om forskningsmidler til AU Ideas. Arbejdet med ansøgningen har næsten taget pusten fra os - men nu puster vi ud og glæder os over, at der pludselig ikke er så længe til sommerferien (hvor blev maj af?!). 
Ind i mellem får jeg dog tid til lidt hverdags-hygge. Det er de små stunder, der giver overskuddet i sidste ende. 

Om lidt er det tid til strik i gyngestolen - opladning! God onsdag til dig!




mandag den 27. maj 2013

Jeg har set kærligheden...

.....med mine egne øjne! 

I fredags havde jeg én af mine til dato største oplevelser. Seriøst! Min skønneste veninden havde spurgt om jeg ville være moralsk støtte og fotograf under hendes fødsel - og naturligvis ville jeg det! Jeg vidste på forhånd at det ville blive stort. Men at det skulle blive SÅ stort havde jeg nok ikke helt regnet med! Jeg har endnu ikke rystet oplevelsen af mig og får stadig kuldegysning når jeg tænker på de sekunder, hvor den lille Elias blev lagt på sin mors mave. 
Det var et hårdt og barsk forløb - med op og nedture, og min veninde viste en styrke jeg aldrig havde forestillet mig et enkelt menneske kunne besidde.

Jeg er ovenud lykkelig og taknemmelig for, at min veninde og hendes mand ville dele den magiske oplevelse med mig! Jeg elsker jer sgu... alle tre! :) Stort tillykke med kærligheden og mini-københavneren! 


                           


onsdag den 15. maj 2013

Motivation til nye masker...

Jeg kan ikke rigtig finde min strikkemotivation for tiden. Måske er det det spirende forår der trækker og flytter opmærksomheden, eller også er det fordi jeg ikke har fundet lige dét strikkeprojekt, der kan fastholde mig bag pindene længe nok til at det giver mening. Jeg hopper fra projekt til projekt. Frem og tilbage - og frem igen.

I går blev jeg både fristet og inspireret - af de søde strikkeklub-damer - til at kaste mig over lidt Drops udsalgs-uld. I går eftermiddags slog jeg derfor masker op til en lysegrå ROSA-sweater fra Suveræn Strik. Det var åbenbart det der skulle til, for maskerne flyver over pindene og jeg hænger i - med tungen lige i munden - for mønstret er ikke helt let.

Jeg har vist fundet strikke-motivationen igen. Og denne udfordring skal snart være færdig, for den er perfekt til en kølig forårsaften.

LeLouLaLi








lørdag den 11. maj 2013

Garnstafet i Aarhus... Skal du med?

Den 15. og 16. juni er der Garnstafet i alle de fede garnbutikker i Aarhus. Konceptet går ud på at man køber en lodseddel for 50 kr og 'stafet'er den' rundt til så mange garnbutikker man orker. I hver enkel butik vil der være stafet-tilbud og man får et stempel på lodsedlen.
Lørdag aften vil der være strikke-cafe på Hotel Scandic i Østergade. Man kan læse mere på Garnstafet.dk

Skal du med? Ja, ik... :)

Ps. for en god ordens skyld vil jeg nævne at jeg har absolut intet med stafetten at gøre ud over at jeg glæder mig til at være med :)

LeLouLaLi

søndag den 5. maj 2013

Fra kyst til kyst

Min weekend har strakt sig fra kyst til kyst - fra øst til vest og tilbage igen. Det har været en eftertænksom, hjertelig og kærlig weekend.

I fredags var det et år siden jeg mistede min mor. Det var en speciel dag - men jeg savner hende jo hver eneste dag, så på den måde var dagen hverken mere eller mindre... Vi satte lysegrønne roser i Jerne og tilbragte ellers dagen i haven og ved Vesterhavet.

Lørdag stod den på Faster-besøg... Jeg fornemmer at hun, ligesom vi, er faldet for Isbjerget. Vi fik os en god gåtur langs haven og i Risskov. Heldigvis er min far uofficiel verdensmester i at holde garn til opvinding, så vi fik også lige taget et par hundrede meter på den front, så nu kan jeg endelig komme videre med mit stumpe-strik :)

I dag, søndag, har vi været til barnedåb hos gode venners yndige lille datter. Nu har jeg netop afsluttet en dejlig telefonsamtale med min meget-gravide-yndlings-københavener siddende på havnekajen med aftensolen i nakken.

En helt fantastisk weekend! Mandag kom bare an....



søndag den 28. april 2013

Weekendliv...

Jeg har brugt bededagsferien godt og grundigt. På mental opladning. Det er der behov for, for vi kæmper som vilde på arbejdet i disse dage.
Det er spændende, men også hårdt, så det er rart at kunne lade op i skønne omgivelser. Ikke et ord mere om arbejde. Jeg holder fri! Weekenden har budt på 'havnerundfart i aftensol', på 'gammelkoneslik og -krimi' lørdag aften, på gode 'gæster til frokost' og 'aftensol i hele stuen' takket være de mange 'is'-toppe omkring os. Det hele er foreviget via Instagram - og nu også på bloggen.

Jeg har næsten ikke strikket - men dog pillet op. Sådan noget stumpestrik skal helst være helt ensartet og jævnt for ikke at blive til 'kludestrik'. Jeg planlægger at tage hævn bag pindene om lidt.

God søndag - og god uge! LeLouLaLi



lørdag den 27. april 2013

Aftensol...

Jeg er landet i sofaen, har tændt stearinlys og lavet mig en lille godte-skål. Jeg er alene hjemme og har tænkt mig at bruge resten af aftenen på krimi-tv og strik.

For et øjeblik siden var jeg på en 'haverundfart' med min far i telefonen. Det var både smukt og hyggeligt. Vi, eller rettere jeg, talte bl.a. med en lystfisker mens min far lyttede med på fangstrapporter og lystfisker-historier. Jeg havde desværre ikke kameraet med, så jeg måtte nøjes med mobilen, mens min far bare snakkede videre i strakt arm. Hyggeligt og rart.

Må din lørdagaften blive lige så - LeLouLaLi







torsdag den 25. april 2013

Garnstafet... Skal du med?

Den 15. og 16. juni er der Garnstafet i alle de fede garnbutikker i Aarhus. Konceptet går ud på at man køber en lodseddel for 50 kr og 'stafet'er den' rundt til så mange garnbutikker man orker. I hver enkel butik vil der være stafet-tilbud og man får et stempel på lodsedlen.
Lørdag aften vil der være strikke-cafe på Hotel Scandic i Østergade. Man kan læse mere på Garnstafet.dk

Skal du med? Ja, ik... :)

Ps. For en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at jeg skriver om Garnstafetten uden at have noget som helst med den at gøre iøvrigt...

LeLouLaLi

Der er bare det med rester....

Der er bare det med rester, at det griber om sig! Og pludselig har man tilkøbt for knap 300 kroner garn...

Jeg har endelig støvet strikkepindene af. Efter vi er flyttet, (Ja, det er vi nemlig - hvis nogen skulle være i tvivl?!) har jeg lavet en regel med mig selv, om at få brugt nogen af alle mine rester. Fro og glad har jeg derfor investeret i Annette Danielsens 'Strik med stumper', egentlig allermest fordi jeg er helt vild med de fine farver i bogen. Jeg har her til aften kastet mig ud i den trøje, der hedder 'På klods'. Konceptet med udrydning af rester er sådan set helt okay - men det kræver altså lige 200 gram tvinni-grundgarn i tilkøb. Men altså sådan er det jo... ik!? ;)

God bededags-mini-ferie fra mig



onsdag den 24. april 2013

Bo Bedre...Bedst!

Jeg kom hjem til et sprit nyt Bo Bedre-magasin. I første sekund var jeg lidt irriteret, for jeg havde egentlig afmeldt bladet for længe side, men dette nåede altså frem på trods.

Nu hvor bladet var i hus, kunne jeg jo lige så god sætte mig til rette i gyngestolen og bladre lidt... Forsiden er rigtig forårs-fin og jeg er ret vild med, at logoet nærmest er i strik.
På side 85 tonede 'mit' Isbjerg frem og så blev jeg jo egentlig lidt blød i knæene. Så i dag endte det altså - igen - med et Isbjergsindlæg... Bær over med mig! Det skal nok blive hverdag igen... :)

Glad og god onsdag... LeLouLaLi





søndag den 21. april 2013

Min miniblog...

Jeg har opdaget, at der sommetider er lidt langt mellem mine indlæg her på bloggen. Til gengæld er jeg blevet flittig bruger af Instagram. En hel del af mine læsere er ikke på Insta, så jeg vil forsøge at lave en lille opsummering her på bloggen også.

Min weekend er fløjet afsted med altanvejr, vennebesøg, loppemarked og morgenkaffe ved Aarhusbugten. Det sjove ved Instagram er, at det er 'lige nu og her', men sådan et lille aftenoverblik viser nu meget godt, at jeg da vist har fået brugt min weekend godt og grundigt :)

Jeg er klar til en ny uge - jeg håber du er lige så klar!

Man ved det er forår, når...

...Der lukkes op for søndagsloppemarked på Ingerslevs Boulevard. Det er uden sammenligning Jyllands hyggeligste midtbysmarked og man kan være sikker på at blive - i hvert fald en lille smule - inspireret hver gang.

Jeg var - som det meste af Aarhus - på Boulevarden i dag. Og sikken et fund jeg kom hjem med!
Jeg har længe ledt efter en original J77 FDB-stol til min Faster i Nord. Og allerheldigst for mig, ville den søde dame ikke sælge stolene i andet end par... og ja, så blev der jo også én til mig. De skulle så bare lige transporteres tværs gennem Aarhus - til fods. Nu er de kommet i hus og venter bare på en restaurering.

Mit andet lille loppefund - som jo altså bare er for sjov - er et lille Bing & Grøndal fad fra Tuborg Havn. Det passer perfekt med vores udsigt og er fra i dag udråbt til Altan-snacks-faddet.

Glad søndag til dig..





onsdag den 17. april 2013

Jeg er faktisk ret vild med lyden af...

Havet
Altan-livet
Opvaskemaskinen
Venindelatter
Tørretumbleren
Containerhavnen
Telefonsnak
Stilheden


... Og jeg har heldigvis det hele lige inde for rækkevidde.
Det er så skønt! Ja, der er vist ingen vej uden om at dette bliver endnu et jubel-indlæg. I må have mig undskyldt... Jeg er faldt ret godt til her på havnen. Jeg nyder solstrejf på altanen, blæsten på 'dækket' og min lejlighed med alskens elektronisk hjælp, som bare gør hverdagen en hel del lettere. Faktisk er det utroligt, så hurtigt man vender sig til ikke længere at skulle i kælderen for at benytte delebadet og vaskekælderen...

Jeg har for alvor indtaget altanen og har i dag sået koriander, purløg og dild. Stination har foræret mig det yndigste lille forspire-drivhus i weekenden og herinde spirer netop nu bittesmå basilikum-frø. Det er vildt hyggeligt og meget forårsagtigt.

Lige nu sidder jeg og ser ind på et lyserødt Aarhus. På en aftentræt Molslinje, der er lagt til kaj for i dag og på Rådhustårnet i modlys. Jeg er langt væk, men alligevel midt i det hele. Og jeg er helt og aldeles vild med det :)

God og Glad forårs-onsdag LeLouLaLi





fredag den 5. april 2013

Nye omgivelser...

Jeg er så småt ved at være på plads i mine nye omgivelser. Her er helt fantastisk rart. Lyst, luftigt og livsbekræftende. Siden indflytningen i mandags har solen skinnet over Aarhusbugten og forkælet os med både lys og varme.

Vi mangler stadig en hel del bl.a. et par lamper, lidt væg-pynt, gardiner og en internetforbindelse. Foreløbig må jeg blogge fra altanen, håbe på at ingen kikker ind og nyde mørkningens stearinlysfra min nye gyngestol. Jeg nyder det!

God og glad weekend! LeLouLaLi









torsdag den 28. marts 2013

Strikkede striber...

I mens jeg sidder her - mellem mine flyttekasser og venter på det bliver mandag - kan jeg jo lige så godt bruge tiden og ikke mindst garnresterne fornuftigt.

Mine grå-i-grå-stumper er blevet til et halsrør a la 'ligetilpas'. Det er varmt og blødt og en blanding af mine yndlingsgarner fx. naturuld, alaska uld og alpakka.
Det værste ved striber er nu engang de mange hæftninger, men når de er overstået er strikkede striber nu egentlig meget sjove.

Glædelig laangfredag - LeLouLaLi


Strik på falderebet....

Min bestillings-Honey nåede lige at få påmonteret den sidste knap og dampe af inden formiddagens gaveudveksling. Det har holdt hårdt med at få den færdig, på trods af, at er 'den sædvanlige' Honey-cardigan fra Amimono 2010.
Denne gang har jeg strikket den med en del ændringer. Halsåbningen er blevet væsentlig bredere og så har jeg forsøgt mig med lange ærmer. Det sidste krævede en del tællearbejde, da ærmerne skulle være smallere omkring håndledene og nederst på ærmet, men samtidig holde hulkrus-mønsteret.
Til en størrelse medium er der brugt knap 70 gram Supe Kid Seta og omkring 150 gram Blackhill Højlandsuld fra garnudsalg.dk.

Den er blevet let og luftig og jeg er helt bestemt tilfreds med resultatet - det er jeg ret sikker på den nye ejer også er...








onsdag den 27. marts 2013

Kaffepause...

Jeg tog en - velfortjent! - pause på Stardust i eftermiddag. Sådan noget pakkeri griber om sig. Nu står den på hylleblomst i en solstråle på stuegulvet. Om lidt finder jeg strikkepindene frem og turbo-strikker en kant på den Honey-trøje, der snart (som i i morgen!!!) skal til Sønderjylland.

God og glad onsdag...







tirsdag den 26. marts 2013

Om en uge...

Om en uge bor jeg her. Yderst på den gamle 'pier 4'. Jeg glæder mig - så er det meste vist sagt om den sag! Og dog...

At flytte fra Ø-gaderne er faktisk lidt vemodigt. Nok mest for mig. Jeg har mange minder her fra bakken og synes vores 'lilleputsamfund' omkring købmandsbutikken og Børnenes Jord er fantastisk. Jeg er på 'snak' med en del, og på 'hilsen' med de fleste. Jeg har hvert år nydt sensommeren på bænken foran huset, hvor jeg har set nyklækkede Uni-studerende på vej ned mod byen med taskerne fyldt af nye bøger, venskaber og begynderviden.
Jeg har nydt min tørresnor mellem baggårdens huse, mine sprossede vinduer på en vinteraften, mine knirkende plankegulve, min udsigt over byens tage, min morgentur gennem uni-parken. Jeg har virkelig nydt at bo her!

I den seneste tid er der dog kommet en del skår i glæden. Voldsomme fester, afbrændte møbler i forhaven, manglende rengøring og højt musik til langt ud på natten... (hver nat!). Det kommer jeg ikke til at savne! Nok heller ikke mit deletoilet på bagtrappen, fælles-badeværelset i kælderen og de bankende radiatorer...

Om en uge flytter jeg helt ud til Aarhus Bugten. Ja, vel nærmest ud I bugten. For 900 meter ud ad den gamle 'Pier 4' finder man Isbjerget. Det er ikke mere end en måned siden jeg grædefærdig ringede til en ejendomsmægler og bad om råd. Lejligheden var kærlighed ved første blik. Jeg var slet ikke i tvivl. Byggeriet er imellem tiden blevet præmieret som 'Verdens bedste boligbyggeri'
Det kan da kun blive godt!
Lige nu - som jeg sidder her blandt flyttekasserne - føles det langt væk, både fysisk og mentalt. Men om lidt bliver det ''hjem'... Jeg glæder mig!