torsdag den 26. maj 2011

Jeg sætter lys, lys i mit vindue...

...til minde om alle dem, der forsvandt engang og som aldrig mer' vender hjem! (Jeg kom pludselig i tanke om denne dybe Kim Larsen-sang og den passer egentlig fint til min aftenstemning)

Mørket har sænket sig over Aarhus. Ikke nattens mørke, men derimod tunge, frodige og gråtonede skyer, der netop nu giver op og lader vandet piske ind mod ruderne. Jeg sidder i sofaen sammen med Brissen-min, i ovnen står en leverpostej (bevares bare hjemme-bragt!) og om lidt skal den nydes med solsikkebrød underneden.

Jeg har været i Herning i dag, og på vejen hjem slog jeg et smut forbi Bruuns Gallari og deres udemærkede Søstrene Grene. Jeg skulle egentlig blot erhverve mig en ergonomisk hæklenål til min mor, men jeg kom derfra med en fuld papirspose!

Jeg faldt for deres smukke filtkugler! I sarte, støvede farver. Jeg blev inspireret på Forårsmarkedet i Odense og nu kom der altså tre poser i min retning. Brissen har eksamenslæse-weekend i de kommende dage så jeg planlægger at skulle hygge mig herhjemme. Derfor(!) røg der også to små lærreder, lidt vandfarver, strikkepinde i træ (til bare 10 kr.!!) og lidt snor og smykkelåse i papirsposen  også - det bliver ren hygge!


Den ene pose uldkugler er her til aften blevet til et lille armbånd. Det pynter og varmer nu på mit håndled =)


Resten af aftenen står på strikkerier - jeg er ved at strikke trøjen Lilly fra den fantastiske strikkebog; Mere Feminin Strik af Lene Holme Samsøe, - men det arbejde kræver vist sit eget indlæg. Udover strikkerier - og leverpostejs-spisning - skal der nok også læses et enkelt kapitel i min spændende Camilla Läckberg-krimi.

God aften til jer - Knus fra LeLouLaLi

1 kommentar:

  1. INGA MARGRETHE JENSEN26. maj 2011 kl. 21.32

    KÆRESTE LENE.
    SIKKE DA YNDIGE FILTKUGLER, - JEG SKAL DA VIST SNART EN TUR I SØSTRENE GRENE.
    GOD "LÆSNING" TIL DIG BRIAN, OG GOD "HYGGE" TIL DIG SØDE PIGE.
    JEG ER LIDT "VILD" MED DIN BLOG KÆRE NIECE.
    FASTER.

    SvarSlet