Jeg kan mærke, at jeg endnu ikke er helt færdig med Berlin. Der er stadig et par historier der skal fortælles inden jeg tager hul på hverdagen. Vil i med? Kom, vi tager lige et sidste smut tilbage til byen med Muren, Snublesten og Liv!
Som jeg skrev tidligere er vi ikke mur-turister. Slet ikke. Men vi blev allerede på vores første ophold i Berlin enormt glade for Mauerpark. Samtidig er muren en så bastant del af byen, historien og livet i dag, at man hverken bør eller kan ignorere den!
Mauerpark i solskinsvejr
Mauerpark ligger i Prenzlauerberg , vel egentlig i forlængelse af Schwedter Strasse, hvor vi var så heldige at bo. Er man i byen på en søndag, kan man bare følge menneskestrømmen - så lander man lige der, hvor det sker. Parken er lang og bred, og er egentlig det tidligere ingenmandsland i mellem øst og vest. Øverst på bakken står den gamle østmur, pyntet med farverig graffiti. Herefter følger en stejl skråning. Parken har nogle gevaldige gynger, som man simpelthen bare skal unde sig selv at tage en tur i - ud i ingenmandsland og tilbage igen.
Den gamle østmur langs Mauerpark
Om søndagen er der Mauerpark Trödelmarkt - jeg har ingen særlige billeder herfra, simpelthen fordi der var så mange mennesker, så det ville have været helt umuligt at indfange stemningen. Jeg fandt et par små 'loppefund'. Bl.a. mine
Legesoldater (som du nok skal høre mere om!) og en LP til Brissen. (Faktisk var det det originale soundtrack til
Wir Kinder vom Bahnhof Zoo og pladen blev kærligt knuget hele vejen tilbage til Aarhus!) Efter en sådan loppe-søndag må man bare slutte af med en solnedgang på bakken.
Playmobil-mænd i Mauerpark - symbolikken er ikke til at stå for!
Var det noget med et greb?
Ja, eller en kakkelovnslåge måske? Man kan stort set finde alt på et tysk Trödelmarkt
Brissen med sin David Bowie-plade under armen
På skråningen sidder der altid en masse mennesker. Unge, gamle, turister og berlinere. Det er et sted for leg, fest, musik, markeder - og eftertænksomhed. For bare 22 år siden var området dødsensfarligt og markerede den makabre grænse mellem hele verdener i Øst og i Vest. Det er så frygteligt og uhyggeligt, at man glædes endnu mere over at se det liv, der er på stedet i dag!
Nu påstår jeg jo godt nok at vi ikke er murturister. Men vi har ved de forrige besøg fulgt opføringen af det endelige
Dokumentationszentrum der Berliner Mauer på Bernauer Strasse. Den store gade bærer i dag - 22 år efter - stadig præg af muren. Langs med gaden er et stort stykke bar jord, fyldt med ukrudt og gammel skrammel. Som om ingen rigtig tør, eller vil, gøre noget ved stedet. Længere henne af gaden ligger så Dokumentationszentrum. Jeg må indrømme, at jeg blev virkelig rørt da vi besøgte stedet i sommer. Egentlig blev jeg også lettet og taknemmelig over, at stedet ikke var plastret til med turistreklamer og "kom og få et stempel-mænd" i gamle russiske uniformer. Har var fint og enkelt. Og med god plads til tanker.
Fra øst mod vest - en sprække i muren ved dokumentationscenteret
Et tværsnit af grænsen, med formur, bagmur og ingenmandsland er bevaret. Men ved siden af er der helt åbent og... stille. Her lå fra 1892
Versöhnungskirche. Ved Berlinmurens opførsel kom kirken i vejen for den såkaldte 'dødsstibe' i ingenmandsland og blev derfor sprængt i stykker, imens kirketårnet blev omdannet til vagttårn. Den gamle kirke og tilhørende kirkegård er i dag markeret med et enkelt kors.
Går man et stykke længere hen møder man det diskrete - og smukke - mindesmærke for murens ofre. Hver dag klokken tolv er der 10 minutters andagt på den gamle kirkeplads. Her mindes et af de 125 kendte ofre for Berlinmuren, med udgangspunktet:
Det ene navn står for mange, men hvert navn står for et enestående menneske. Her genfortælles en skæbne, der endte i længsel efter frihed.
Kirkepladsen ved Bernauer Strasse
.... Jeg kan anbefale at man herefter drejer ned mod Mitte af Ruppiner Strass, imens man diskret pudser næse! Det er en stærk oplevelse!
Og nu tilbage til livet! For Berlin er indbegrebet af liv. I den anden ende af byen er East Side Gallary, hvor 118 kunstnere fra hele verden har pyntet 1.316 meter af den gamle mur med budskaber og humor. Lige fra Trabanten der bryder gennem muren og 'dødskysset' til fredsbudskaber.
'Dødskysset' i East Side Gallary, Berlin
I de travle forretningsgader - særligt omkring Mitte - kan man, hvis man ser ned, støde på en såkaldt 'snublesten' (Stolperstein). Stenene er lavet af kunstneren Günter Demnig og er små messingplader med den sidste kendte data for deporterede under 2. verdenskrig. Der er i dag 17.000 sådanne sten i hele Europa. De første 7000 lavede Demnig selv, men har nu fået hjælp af en ven. Han har dog selv været med til at nedlægge samtlige 17.000 sten for:
Udryddelsen var et samlebånd. Det vil jeg for enhver pris undgå. Individet skal vende tilbage fortalte Demnig om sit store projekt
. Stenene er en gave til byen de ligger i. De er givet af venner, slægtning eller af borgere der finder ud af, at der engang har boet en deporteret i deres ejendom. De er diskrete og fine. Flottest i regnvejr - det kan man jo så fundere lidt over!
Snublesten i regnvejr i Mitte, Berlin
Skæbneberetninger blandt brosten i Mitte, Berlin
Jeg beundre at byen på den måde kan sam-leve med sin historie. Det er som om byen - endelig - har fundet fred med sin skæbne. Og er kommet videre. Det er ikke svært at sætte sig ind i, at det har været voldsomt at gøre plads i sin forstand, i sit hjerte og i sit byrum for de umådelige tragedier byen har været rammen om.
Men byen lever...
Solnedgang i Mauerpark, Berlin
Torsdags-tanker fra LeLouLaLi
