søndag den 11. marts 2012

TRO - Brændende lys

Tilbage i januars mørke og kulde blev jeg ramt af en ordentlig omgang influenza. Som den heldig-pind jeg er, modtog jeg den fineste lille 'overlevelses-pakke' fra Nord. Den indeholdt et bredt sortiment af te-varianter, en chokoladebar, en lille læseoplevelser og en hel stak gode ønsker.


Post fra Nord!

Den lille læseoplevelse viste sig at blive én af de store!

Er det mon 'vores' Bella? (venligst lånt fra Fyns.dk)




Bogen er skrevet af Bella Chagalls og hedder Brændende lys. Det er en fin lille bog på bare 200 sider, men på de sider får vi lov at følge med fra højtid til højtid i den jødiske religion og kultur - og en hel ny verden åbner sig.

Bogen er en erindringsbog, hvor vi med det lille barn oplever glæder, forventninger og tanker omkring de enkelte elementer i de religiøse og kulturelle skikke. Fortællingen tager sit udspring i et af Ruslands ortodokse samfund omkring 1900-tallets begyndelse. Bogen tegner et billede af Jødedommen som en streng, men samtidig varme, lys og glad religion. Børnene har deres egne pladser i de enkelte skikke, og udfylder dem med ildhu. Som læser føler man næsten, man træder ind i børneflokken - man bliver mødt af tilråb og får stukket et redskab i hånden; "Kom så i gang, vi skal være klar til i aften"-agtig. Fortællestilen er på en gang præget af den barnlig glæde og af den voksen Bellas ydmyghed overfor Jødedommen. Denne stil gør bogen ekstra fin - den er både tung og let på samme tid. 


Marc Chagall & Bella Rosenfeld

En ekstra lille finesse ved bogen, er Marc Chagalls fine stregtegninger der pryder historien. Hans simple streg giver læseren / beskueren et strejf af et billede - men farverne, duftene, lydene , lyset, ja selve historien må vi selv lægge ind i tegningerne. På den allerførste side i bogen - altså helt inden sidetallene begynder, finder man den første tegning. Den forestille Marc selv, siddende bag staffeliet. Oppe i skyerne ser man Bella, men hendes hånd rækker ned til jorden, hvor hun med sin blækpen skriver de sidste linjer til bogen...Bogen blev udgivet af Marc Chagall året efter Bellas død i 1944. 

Det eksemplar af bogen, som jeg sidder med, er købt for ret præcist 32 år siden. Kanterne er skallet af, papiret er gulnet og et par enkelte sider sidder så løst, at de nemt falder ud. Det er en bog der er blevet læst mange gange - og den skal helt sikkert læses igen og igen. Bogen bliver i Bogudfordringen 2012 mit bud på en bog om Tro.

Tak for lån og læseoplevelse!

LeLouLaLLi

1 kommentar:

  1. INGA MARGRETHE JENSEN12. marts 2012 kl. 12.03

    HEJ KÆRE DU.
    JEG ER BARE SÅ GLAD, - AT DU DELER MIN STORE GLÆDE VED "BRÆNDENDE LYS", - JEG VED GODT AT DEN ER LIDT "SLIDT", - MEN DET SKAL DEN ALTSÅ VÆRE, IK?..., MÅSKE SKULLE VI "BESKYTTE" DEN LIDT I EN ELLER ANDEN "INDPAKNING".
    KÆRLIGST, FASTEREN.

    SvarSlet