En regnfuld eftermiddag...

Forårssol!

Det er en langsom søndag. Kæresten min sidder indhyllet i varm strik, med god musik i ørene, imens han langsomt samler kræfter til at modstå en snigende forkølelse. Jeg selv sidder i min sofa og tager tilløb til at læse de sidste sider i min allersidste Léa-bog; Og når rejsen ender… Udenfor pisker regnen ned, så jeg luner mig ved det stink af forår vi fik i går. Da kom der for alvor forår i min vindueskarm!  

Og når rejsen ender… er sidste bind af Régine Deforges romanserie om den franske pige Léa og hendes turbulente tilværelse i historien, krigenes og revolutionernes centrum. Jeg har kun små hundrede sider tilbage. Så er det definitivt slut med Léa! Jeg læser siderne langsomt. I små doser. De skal nemlig nydes…

Romanserien begynder i 1939 på vingården Montillac i en søvnig fransk provins. Her møder vi Léa og hendes familie i idyllisk solskin, omgæret af duften af vin og store franske familiefrokoster. Hurtigt herefter bliver vi viklet ind i 2. verdenskrigs dramaer i både Frankrig, Tyskland og et par afstikkere til England og den russiske front.

I de knap 30 år vi følger Léa, ægtemanden Francois og den sammenbragte børnefolk, kastes vi frem og tilbage i krige, revolutioner og små og store oprør i både Frankrig, Algeriet, Argentina, Vietnam, Indokina, Cuba og Bolivia. Régine Deforges kalder selv sin romanserie for historisk. Det er efter min mening både dens svaghed og styrke.  Mine yndlingspassager er på hjemegnen omkring Montillac – både under krigens hærgen, hvor lokale modstandere og medløbere skuler til hinanden, eller fortællingerne fra tanternes Paris under krigen og den langsomme genopbygning af byernes by derefter.  Deforges vil alt for meget, når hun konstant placerer sine hovedpersoner midt i århundredets storpolitik. Man sidder og bliver helt forpustede, når de stakkels mennesker igen skal rejse til den anden ende er verden for (igen) at kaste sig hovedkulds ind i en ny revolution. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere ro til at lære dem nærmere at kende. Der er som sådan også rigeligt med drama lokalt og menneskene imellem. I de første bøger viser Deforges fx virkelig format, når hun – underspillet, i modsætning til det ellers meget svulstige og sanselige udtryk - beskriver den gæve Léas indre kampe og had/kærlighedsforhold til sine nærmeste under krigen. Her kommer vi virkelig helt tæt på pigen med det røde hår.

Jeg vil dog skynde mig at fremhæve, at den historiske tour de force ikke er helt skidt. Hvor den ikke fungerer helt god i forhold til personskildringerne og sproget, virker den derimod meget troværdig per se. De historiske elementer i bogen er gennemarbejdet og markeret med originalkildehenvisninger i fodnoter. Særligt i forhold til skildringerne af de sydamerikanske revolutioner og den franske modstand under 2. verdenskrig, har jeg fået meget af historie sat på plads gennem Deforges Léa-eventyr.

Jeg er næsten vokset op med Léa. Jeg læste første gang et uddrag af La Bicyclette Bleu, om pigen med det røde hår, som på sin blå cykel transporterede skjulte meddelelser under sadlen, i franskundervisningen i gymnasiet. Og jeg var med det samme helt solgt!  Derefter slugte jeg de første tre bøger og fandt med besvær frem til de næste seks bøger i serien. Den sidste – og afsluttede bog – har været længe undervejs. Den udkom i efteråret og jeg fik den af min kæreste i julegave. Den har troligt stået på min hylde og ventet de sidste måneder. Selvom jeg har glædet mig helt enormt til at bogen skulle udkomme, har jeg på en måde skullet tage tilløb, inden jeg kan afslutte Léa-epoken. Jeg må indrømme, at jeg er kommet til at holde af den gæve Léa. Jeg har grædt, grint, ja, - lidt pinligt – men jeg har faktisk engang kastet med en enkelt af bøgerne, på grund af et uretfærdigt dødsfald… Man kan vel sige, at jeg i den grad har levet mig ind i bøgerne.  Om bare 100 sider er det slut. Jeg læser dem meget meget langsomt!

God regnvejrssøndag - LeLouLaLi