tirsdag den 31. januar 2012

Indledende knæbøjning...

Jeg tager de indledende knæbøjninger. Om lidt er jeg tilbage. Jeg beklager afbrydelsen, men jeg har været snottet som aldrig før.

Nu er jeg heldigvis ved at være ovenpå... liiige om lidt!

(Venligst udlånt af Fyns.dk)

mandag den 23. januar 2012

Herlig hygge - hér og dér...

Efter et par hårde dage i begyndelsen af januar, har vi i den sidste tid koncentreret os om hyggen. I sidste uge - en hel almindelig tirsdag - vågnede jeg f.eks. op i en stor slotsseng. Ikke dårligt, vel? Det var naturligvis i embeds medfør, og vi arbejdede som små heste - men alligevel...

Skulle man ikke lige snuppe en middag herinde...?


Nøglen til slottet...


Vi fortsatte hyggen i weekenden, hvor vi havde familie-nytårs-visit fra Nord og Syd. Her blev hygget med garn og snak, grin og tal, mad og meget mere...

Hygge, hygge, hygge...

Nu sidder jeg med en kop te og forberede et lille Københavner-besøg i den kommende weekend. Alt godt kommer til den, der venter... så det sidder jeg lige her og gør. Lidt endnu.

Knus LeLouLaLi

søndag den 15. januar 2012

Glæden ved en gaffelrigning...

Det har været en voldsom uge. Sådan en der rykker hele ens hverdag op med rod, svinger een et par gange rundt og efterlader det hele i en stor blandet bunke. Af tanker. Følelser. Ord... Tilfældigheder gav ugen kant og udfordringer. Heldigvis er vi rykket tættere sammen. Det glæder mig. Og det går fremad. Det er det vigtigste...

Når hovedet er fyldt, må jeg til havs! Ita est! Og så er det jo godt, at man på sådan en solrig søndag, kan indrømme sin glæde ved en god gammeldags gaffelrigning.


Indsejlingsfyr


Bådehuse i solskin

Ruser i solskin

Gaffelrigninger


 God søndag til dig og dine...

torsdag den 5. januar 2012

Bogudfordringen 2012 - vil du være med?

Jeg elsker elsker elsker at læse. Faktisk så meget at jeg beskæftiger mig med læsning hver eneste dag. Mit felt er - for nuværende - mest inden for fonologisk afkodning og kognitive forståelsesprocesser, men mit personlige læsehjerte banker hovedsageligt for De bemærkelsesværdige læseoplevelser...
Bemærkelsesværdige læseoplevelser er læsninger der har bidraget med et eller andet. Ændret noget. Det kan være stort eller småt. Læseoplevelser forekommer i deres helhed som simple handlinger, men vejen fra tekstens ortografiske repræsentationer til den verden, som man pludselig kan befinde sig i, er udtryk for en yders kompliceret interaktion.

Jeg ser læseoplevelsen som en foranderlig proces eller tilstand - frem for en statisk enhed - i hvilken læseren genspejler eksisterende og meningsfulde relationer både fra teksten, den aktuelle tankestrøm, en personlig erfaringsfond samt fra den situerede kontekst.

Det jeg er allermest optaget af, i forhold til de bemærkelsesværdig læseoplevelser, er læseerindringer - særligt de erindringer der ses udenfor semiotikkens tegnteoretiske tilgang, som fx. detaljer fra den konkrete læsesituation - det være sig materielt, socialt og sanseligt. For hvad er det der sker i os når vi læser? Hvordan kan det være, at vi på trods af den intentionelle tilegnelse af en tekst ofte også husker ubetydelige incidentielt tilegnede kontekstuelle forhold ved læsningen? Hvorfor er fx. erindringen af bogbinderlim knyttet til en specifik læsningen af en ungdomsbog? Hvorfor er sanseindtrykket af duftende frikadeller, oppe under loftet på det lille værelse, knyttet til selv samme læsning?

Jeg kender ikke hele svaret, men jeg bliver ved med at stille spørgsmålet!
I 2012 er den sjove og inspirerende bog-blog http://bogklubben-mener.blogspot.com/ igen vært ved en bogudfordring. I år er udfordringen meget fri. Her er tolv emner. Man bestemmer selv hvor og hvornår man vil kaste sig over et emne og fortolkningerne er - smalt eller bredt - helt for egen regning.

En sådan udfordring er lige noget for en selvbestaltet 'økologisk læseforsker', så nu vil jeg spørge dig ad, om du ikke har lyst til at være med? Alt hvad du behøver er at læse en bog - i ny og næ - og måske skrive et par ord om den (i din notesbog, på egen blog, bag øret eller i kommentarfeltet her hos LeLouLaLi). Her er absolut ingen forpligtelser - du skal ikke indløse abonement. Det er kun for sjov... Herunder kan du se årets tolv emner...

Tid Kultur Mode   2012 Livsfaser Tro natur Farver sport politik Hovedstader Ude og hjemme



LeLouLali - i dag med et års ancinitet i Staten, sgu!

tirsdag den 3. januar 2012

CopyCat a la rester...

Den just overståede ferie bød, med sin influenzainvasion, på en del stille-tid, med et absolut minimum af kognitiv aktivitet. Samtidig indbyder nytåret traditionelt til at skabe overblik og samle op. I kombinationen heraf fremkom et CopyCat flet-pandebånd af rester, rester og rester.

Jeg har strikket tre stropper i 15 maskersbredte og ca. hovedomkredslængde, to grå og en blå blev det til fra pinde nr. 7. NaturUlds-stropperne blev flettet a la carte og syet sammen i enderne. Så er det bare at smække det om ørene. Sådan har man sig en nem topløs hue.

Denne model skal nok en tur til Sønderjylland og pynte på Verdensdame-Teenagerens smukke hoved.

Pandebånd gror altså ikke på træerne!


Glag og god morgen LeLouLaLi

mandag den 2. januar 2012

Dén jul burde vist have været båret ud...

Der findes næsten ikke noget så ugidelig gråt som mandagen efter juleferien, vel?! Dynen er godt nok tung og varm sådan en første mandag i året! Alle gode fortsæt om at gå tilværelsen lyst og frejdigt i møde, blev på det groveste sparket til hjørne, da jeg i morges - temmelig ynkelig - spurgte kæresten-min, om han ikke ville sove liiidt længere, så jeg kunne vente liidt med at stå op?!

Men op kom jeg! Og hen på Papirfabrikken. Formelig frisk og en kende frejdig mødte jeg ind på dagen, hvor vores tidligere center har mandagspremiere på fusionen med det langt større CUDiM (Center for undervisningsudvikling og digitale medier, sgu!). Her blev jeg mødt af tre forkølede kollegaer - resten holder liiige en ekstra feriedag for at undgå den famøse mandag(!) - og et juletræ der forlængst havde overgivet sig og solgt helt ud!

Julen varer længe... men ikke SÅ længe!



Dén jul burde forlængst være båret ud. Tænker man. Fatter sin kaffe. Og hopper ind på kontoret, mens man glæder sig over, at man igen er igang. Selvom det er i mandagstempo!

Det skal nok blive godt. Jeg er igang.

Mageløs mandag - til dig og dine!
LeLouLaLi

søndag den 1. januar 2012

Undskyld mig, men jeg juler lige lidt videre...

Undskyld mig, men jeg juler lige lidt videre, imens jeg øver mig i at tænke positivt!

Der er nemlig kommet uventet sne fra øst!

Da jeg kom hjem fra juleferien lå der tre farvestrålende konvolutter i min postkasse, indeholdende dejlige nytårsbreve fra kære veninder. Ved det ene brev var vedlagt disse smukke snefnug:


Snefnug fra Stination...

Jeg har set dem før. For prototypen blev til på Puk's hæklekursus her i efteråret. Og jeg kiggede jo med over 'blogskulderen'. Hvad jeg ikke vidste var, at det var min SKØNNE SKØRE veninde STINATION, der var den hæklende (h)ånd bag... Nu har jeg to smukke hæklede snefnug. Så julen får lov at stå i min Viinblad-vase lige et øjeblik endnu...

...Mens jeg øver mig i at tænke positivt! På trods! Ja, jeg orker næsten ikke at uddybe, men stueetagen holde en temmelig omfattende nytårsfest, der har efterladt os uden strøm i fællesarealerne, trapper og dele- badeværelset er indsmurt i diverse efterladenskaber, røgalarmerne er døde og i forhaven har nogen parkeret en selvdød udbrændt sofa!

Jeg øver mig! Tænk positivt for fa...!


Nytårsaftensdag med lav sol over Aarhus



Vær velkommen...

Godt nytår og tak for den smukke sne!
LeLouLaLi

lørdag den 31. december 2011

Tak....

I køkkenet står kæresten-min og steger og braser (mad forstås - det er ikke HAM, der er i gryden, dog!). Han har glædet sig i flere dage til at kræse om nytårsmenuen. Den får fuld skrue og duftene er så småt begyndt at brede sig. Jeg har dækket bord (kongeligt naturligvis!), tændt levende lys i hele huset og puffet en enkelt pude (Man må jo gå ind i det nye år med lidt stand, som min kære Faster sagde i telefonen for et øjeblik siden.)

Vigtige telefonopkald og sms'er er sendt afsted i alle retninger - med gode ønsker for det nye år (og enkelte "PAS NU PÅ" til Teenagerne!)

Nu sidder jeg her tilbage med en hel masse taknemmelighed. Sådan er det med denne tid på året. Man bliver lidt eftertænksom...

2011 har været et vildt år! Jeg kan sagtens. Jeg har så uendelig meget at være taknemmelig over!

- Min hverdag på Papirfabrikken. De mange gode og spændende mennesker jeg møder hver eneste dag. De mange nye opgaver og udfordringer. Løsninger jeg selv må hitte på i øjeblikket. Varmen fra studerende, der på forunderlig vis oplever at det pludselig løser sig. Det går fremad. Der skal så lidt til at løsne.. Det er min største opdagelse dette år. Det er skønt!

- Min familie. Høj som lav. Lige fra mindste-nevøen, der for et år siden var ganske lille, men nu løber omkring og prøver krafter med sproget. Over største-nevøen, der juleaften faldt i søvn med tantens hjemmestrikkede halsedisse og den efterhånden store yndlings-Kiri, der er faldet godt til i det Sønderjydske og giver den som Verdensdame med sin søde Franskmand. Videre til Fasteren mod nord, der sender kærlige tanker og ældste-onklen i Esbjerg, der hellere end gerne lægge øre til mine mange snakkerier. Kusine-besøg fra Ebeltoft. Drillerier fra en hel bunke Teen-fætre - for ikke at glemme de mange 50+ fætre (de er ikke meget bedre!). For til sidst at ende ved mine forældre. Min far der blev 70 i november- det var en dejlig dag, blandt mange gode dage. Tak! 

- Mine gode venner. For snak og skriv. For tanker og altid-nærværelse - ofte på trods af fysiske love! For gamle, nye, halv-gamle, dem der altid har været der, dem der altid vil være der - venner! Da jeg kom hjem fra jul lå der tre breve. Poststemplerne sagde København, London, Sønderjylland...Tak!

- Mange gode oplevelser! Natur, konferencer, besøg, kultur, hverdagsstunder. Tak!

- Min kæreste! Fordi han er her hver eneste dag. Fordi han gør ord overflødige...

Nu vil jeg slutte mit festskrift anno 2011. Jeg ser frem til det nye år - jeg har en fornemmelse af, at det bliver spændende...

På forsiden af Jyllandsposten kunne man i dag læse Møllehaves ord: livet er en gave, men også en opgave. Han har jo helt ret. 2012 er en gave - men vi må selv lægge en masse godt i det. Det vil jeg gøre...

Jeg glæder mig! Tak for i år - vi ses på den anden side!

Nu gives ordet videre til Dronningen af Danmark!

LeLouLaLi

fredag den 30. december 2011

Til havs!

Endelig er jeg tilbage i nogenlunde lodret vatter! Tre mand høj pådrog sig i løbet af julen, intet mindre end en god gammeldags indluenza! Julen var derfor desværre alt for hurtigt overstået. Den sluttede under dynen med tilhørende feber og snue. Heldigvis var det - når det nu skulle være - i godt selskab...

Vi nåede at fejre en dejlig jul. Og vi nåede naturligvis også en tur til havs. Her følger ikke så mange ord. Billederne må tale, imens jeg kommer til kræfter igen... værs'go:

Juleaften ved strandpromenaden

Juleaften ved strandpromenaden

Juleaften ved strandpromenaden

Den varmeste 2.juledag i 100 år

Vi gik helt ud til 'kanten af Danmark'

Vesterhav

Lyset var helt specielt denne varme 2. juledag

Os!

Fra indersiden af en bunker

Fra ydresiden...

Sol sol sol

Brissen højt til vejrs - på toppen af bunkeren

Næsten som en sommerdag..

...Men det er altså stranden anno julen 2011

Hjemme ventede Matador-hygge - inden influenzaen satte ind!


Jeg må tilbage i opladeren - vender tilbage i morgen!
LeLouLaLi

fredag den 23. december 2011

Dagen før dagen...



.... Eller noget om Mange Masker, Matador og Marcipan.... 


Jeg er kommet Helt. Ned. I. Tempo!

Jeg er landet i Hjerting - med en god lang overarbejdsbetalt juleferie på lommen! Det er slet ikke dårligt. Slet ikke!

Mine to første feriedage har desværre været flankeret af et massivt 'visdomstands-frembrud'. Det har gjort ondt. Meget ondt. Men tandlægen har forvisset mig om, at den godt kan være der - så den skal være så velkommen. Hvis bare den dog ikke gjorde så meget væsen af sig!

Udover tand-indvardering har jeg brugt mine to første feriedage på at komme ned i tempo. Juletræet er pyntet og lysene er tændt. Det gamle, det grimme, det historiske, det legendariske, det smukke, ja det julepynt der bare skal på træet, er nu på sin plads! Mor og jeg har strikket, mens Matador har kørt i baggrunden. Nåh ja, og så har faderen-min smuglet marcipan ind i stuen i en lind strøm!

Det er jul i Hjerting.

Her mangler dog nogen - den ene kommer i morgen, den anden bliver i det nordlige i år. De er begge savnet. Men vi sender kærlige tanker. Hjerterne er heldigvis der, hvor tankerne fører dem hen.

Julemailen er sendt mod Canada, frankeret med kærlige hilsner og gode ønsker. De sidste småkager er bagt. Og mandlen er udvalgt. Nu kan vi bare vente. Vi er så heldige at få julen serveret i år, så freden har for alvor sænket sig...

Juledekoration fra Aalborg...

Det 'legendariske' julepynt...

Jule ved vandet... det gamle Sædding fyr er som altid på plads!



Må julen blive lige som du ønsker dig den. Og god fornøjelse og krydsede fingre til de der kaster sig ud i værts-projektet for første gang - sovsen er i hvert fald klaret, ikke Stination? ;)

Kærlig hilsen
LeLouLaLi...