I anledning af FNs internationale læsedag, har jeg besluttet at udgive et indlæg om demens i litteraturen. Det er et emne der optager mig meget. Demens. Fra et mellemmenneskeligt udgangspunkt.
Jeg har en tese om, at mange der beskæftiger sig professionelt med demenssygdomme, på et eller andet tidspunkt ønsker at skrive om emnet skønlitterært. Mange forskere inden for de neuromedicinske områder har givet deres episke syn på sygdommene og de mennesker der rammes. Og jeg kan godt forstå dem.
Der findes i dag en bred vifte af ’demenslitteratur’, der som genre har det tilfældes at beskrive mennesket, forfaldet og det endelige. Jeg er overbevist om at denne litteratur udspringer af et ønske om at beskrive det hele menneske og ikke de isolerede elementer man professionelt beskæftiger sig med.
Det er helt klart den neurovidenskabelige tilgang, der dominerer forskningsbilledet for tiden. Hvad der optager mig, er de menneskelige handlinger. Det er hvordan vi omgås hinanden.
Store dele af året 2010 brugte jeg på at skrive speciale om demens - med et sprogpsykologisk udgangspunkt. Nærmere betegnet skrev jeg om dannelse og bevarelse af et selv, når sygdommen Alezheimers demens sætter ind.
Før, under og efter mit speciale-skriveri læste jeg tre skønlitterere fortællinger, der alle kredsede om Alzheimers demens. Bøgerne er Stadig Alice af Lisa Genova, En fortælling om at glemme af Stefan Merrill Block og Om min mor af Tahar Ben Jelloun.
En fortælling om at glemme følger en skoledreng og hans imponerende forsøg på, at finde en kur mod den tidlige demens, der skånelsesløst rammer hans mor. I sin søgen efter en kur, går det op for ham, at sygdommen er særdeles arvelig. Dette sætter pludselig alting i et helt nyt lys.
I bogen Stadig Alice møder vi den middelaldrende lingvistikforsker, Alice. Igennem bogen oplever læseren, hvordan ydmygelserne tager til i takt med sygdommens indtrængen. Vi oplever sammen med Alice, hvordan hun præsenterer en genial pointe for sine kollegaer, men hurtigt fornemmer at pointen modtages med forlegenhed og nedslåede blikke. Pointen er jo en tro kopi af hvad hun sagde for et øjeblik siden!
I takt med at forståelsen af ord skrumper ind, stiger hendes evne til at fornemme alt det mellem ordene. Alt det der ikke bliver sagt! Et velment og kollegialt ”Det er jeg ked af at høre” kan ikke dække over den angst, der skriger til himlen mellem ordene ”Åh Gud, lad det ikke ramme mig”.
Senere følger vi hende til samtalerne med fagfolkene. Famillien og lægerne taler om hende, selvom hun sidder iblandt dem. Det mest hjertesskærende er dog, at følge overvejelserne omkring, hvorvidt følelserne og kærligheden – den størrelse der sommetider har så stor magt, at den næsten kan materalisere sig foran en – sidder i hjertet eller bag pandevægen? Kan man glemme kærligheden til dem man elsker?
De to nævnte bøger handler begge om tidlig onset Alzheimers - demens, der indtræder inden 65års alderen. I Tahar Bens bog Om min mor møder vi en familie, i hvilken familiens samlingspunkt - den aldrende moder - rammes af Alzheimers.
"Hendes drømme har svært ved at slukkes. De trænger ind i hendes vågne øjeblikke og forlader hende ikke længere. Nutiden får sig nogle knubs. Den skælver, vakler og forsvinder. Den vedkommer hende ikke længere. Hun har gjort sig fri af den, og det bekymrer hende på ingen måde-"
Familien oplever, hvordan moderen langsomt forlader nutiden og i tiltagende grad søger tilbage til en fortid, der er helt og aldeles hendes egen.
"Hun taler langsomt og stille: Jeg er en tiggerske; jeg opsamler tidens visne blade, en dag her, en uge dér, det er længe siden jeg har høstet timerne og lagt dem i en krog af værelset."
Bogens omdrejningspunkt er de farverige og duftfulde markedspladser i Marokko. Stemningerne skifter. Nuancerne flades ud. Livet leves indvendigt. På vrangen.
"I nogle måneder har hun sovet om dagen og ligget vågen om natten. Keltoum og Rihmou klager over det. De siger det er livet på vrangen, for og imod, lys og mørke, hvidt og sort, stilhed og råb. Min mor råber lige så højt som en ung pige. Hun råber til alle at de skal samle sig om bordet og spise og le. Livet skal vende tilbage. Det er ikke længere en blindgyde. Det er dag, en smuk sommerdag i Fez. Alle er med. Måske er jeg også selv en del af disse emanationer som erindringen slipper ud."
Fælles for de tre udvalgte bøger er, at de behandler demens værdigt, men sandfærdigt. Her ligges ikke fingre imellem. Det er skrækkelige sygdomme med grumme forløb. Det er sandheden, som ikke kan forgyldes, selv ikke i skønlitterær form. Hvad bøgerne derimod viser i særdeleshed, er menneskene og den måde vi behandler hinanden på.
Det er tre meget forskellige bøger, men jeg kan varm anbefalde dem alle tre. Det er tung - men også livsbekræftende - læsning, der er en god modvægt til de paradigmer man sommetider sætter før menneskene.
Kan man glemme kærligheden? Jeg tror det ikke. Så bliv ved med at give den!
Glædelig international læsedag - Knus LeLouLaLi
